|
Opdateret 13. dec. 2011
ReFokus klyngesøndag 10. april 2011 i Arenacentret
Om Fadervor
Inspiration fra afsnit 18. SEKS SIMPLE SÆTNINGER (Fra Mike Breens bog Livsmønstre). Der er klippet en del fra.
De tolv disciple var fuldtids studerende hos Jesus. Mesteren. De lærte praktisk tro ved at se Jesus i aktion. Jesus tilbragte megen tid i bøn. Det kunne disciplene ikke undgå at lægge mærke til. Der var noget ved den måde, som deres mester bad på, der var anderledes og gav dem lyst til at bede på samme måde.
Så disciplene kommer hen til Jesus og siger: "Herre, lær os at bede." Måske forventer de en lang, kompliceret samling lektioner og øvelser. Men Jesu svar var faktisk ret simpelt med en instruktion om at "bede sådan her." Jesus lærte os kun en måde at bede på. Vi kalder den Fadervor, og vi finder den i Matt 6 og Luk 11. Hvis nogen sagde til dig: "Sådan her skal du bede," så kunne du sige: "Jeg skal nok tage dine tanker med i mine overvejelser, men jeg er sikker på, at der også er mange andre måder at gøre det på, som jeg burde overveje." .Men når Jesus siger "Bed sådan her," så må vi høre efter og gøre, som han siger.
Gud er mest interesseret i relationen - en åben, vedvarende relation, som vi gennem hele Bibelen ser beskrevet som det at "vandre med Gud". Livet er at lære at vandre med Gud, lære at relatere til og kommunikere med Gud. Det er af afgørende vigtighed for vores liv, hvordan vi vekselvirker med Gud. Når Jesus lærer sine disciple, hvordan de skal bede, viser han dem altså, hvordan de vandrer med Gud. Hvis det at vandre med Gud i sandhed er, hvad vores liv handler om, så er det at bede på den måde, som Jesus viser os, en meget stor del af vores liv.
Sekskanten lærer os om bøn. Den bøn, som Jesus lærte os, har seks elementer. Når vi lærer at bede disse bestanddele på den rigtige måde, lærer vi også at indrette vores liv efter Guds vilje med os.
Derfor skal I bede således:
Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.
(Matt 6,9-13)
PP Faderens karakter
"Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn,..."
Jesus begynder med det simple ord "fader". Det aramaiske ord, han brugte, Abba, er et uformelt kaldenavn, som kan sammenlignes med det danske "farmand". Jesus brugte et intimt ord om vores intime Gud. Det var et chok for disciplene, som var vant til formelle hilsener, når man henvendte sig til Gud. De henvendte sig ikke længere til en guddom som var" deroppe et sted", men til en fader, en elsket far. Jesus indleder hele bønnen med at føre os direkte ind i den høje konges hal og fortælle os, at det er vores far. Og at vi kan tale direkte med ham.
Vor Fader er "i himlene". Vi ved straks, at vi taler med en, som er nær ved os, men adskilt fra os. Gud er meget nær, og alligevel er han meget anderledes. Han er det store "JEG ER", den vældige Gud, evigheds Fader. Der er ingen anden som ham; intet andet væsen nærmer sig hans storhed. Ikke alene er han i himlen, han ejer himlen. Han har skabt den. Den er hans rige, og vi er inviteret ind i dette hellige sted for at tale på tomandshånd med dets hersker.
Jesus går videre til at minde os om Guds herlighed: "Helliget blive dit navn." Guds primære formål for os er at herliggøre Gud og glæde os over ham for evigt:
Når vi beder: "Helliget blive dit navn," anerkender vi, at Guds vigtigste formål er at blive holdt hellig, eller herliggjort, i alt, hvad vi gør. Vi indretter os efter Guds, vor Faders, vilje.
PP Riget
"... komme dit rige, ske din vilje..."
Er du parat til at træde ind i Faderens rige? Jesus siger: "Gud har adopteret dig ind i sin familie. Han vil gerne lære dig, hvem din far er." Og det første, vi skal vide om vores far, er, at han er kongen.
Ikke alene er vi blevet adopteret af en kærlig, vidunderlig fader - og vi må kalde ham far - men han er kongen. Ikke en konge, men kongen. Når du ved, hvem Gud er, kan du sige: "Jeg vil det, du vil, farmand." Guds rige er et storslået rige fyldt med lys og kærlighed, og vi ønsker, at hans rige skal have fremgang i denne verden af mørke og had. Vores længsel er den samme som kongens længsel:
at se enhver komme ud af denne syndens verden og ind i Guds tilgivelses rige. Vi beder: "Det, du har gjort i himlen for at fjerne synd og sygdom og sorg og smerte og alt det der - lad det blive set her på jorden." Det er jo det, Jesus mener, når han siger: "Guds rige er kommet nær." Den fremtid, vi venter på, er i færd med at bryde ind i vores her og nu. Når vi beder denne sætning, beder vi om, at fremtiden skal bryde ind i nutiden, så enhver kan se den.
Når vi siger "rige", kan vi også sige "kongedømme". Det er det samme ord på græsk. En konges kongedømme er hans vilje - den måde, han vil herske og regere på i sit rige. Guds kongedømme - hans vilje - er selve Guds væsen. Når vi beder denne del af Fadervor, inviterer vi kongen til at komme og herske i vores liv. Før i tiden, da krige blev udkæmpet med sværd i stedet for laserstyrede bomber, da en mand blev taget til fange af en anden, kunne den tilfangetagne gribe om bladet på sit sværd og række hæftet mod sin tilfangetager og på den måde vise, at han overgav sig. "Komme dit rige, ske din vilje" er vores overgivelse til kongen.
PP Faderens forsørgelse
"Giv os i dag vort daglige brød..."
Faderen sørger rigeligt for os. Vi siger: "Fader, du er kongen. Jeg har behov. Jeg er afhængig af dig. Jeg sidder ved dit bord og tager af alt det, du har til mig. Jeg beder om, at alt, hvad jeg har brug for til livet, vil du sørge for, uanset hvad det er. Du mangler ikke noget, så jeg ved, at jeg kan komme til dig og få alt, hvad jeg har brug for i dette liv." Vi mennesker har mange behov. Vi har behov på alle områder af vores liv; mad er kun et af dem. Vi har andre fysiske behov, der skal opfyldes dagligt: husly, tøj, penge til at betale for det alt sammen, arbejde til at tjene pengene. Vi har behov for sundhed i vores legeme.
Vi har behov for styrke i vores ånd. Alt dette er inkluderet i "vort daglige brød".
Læg mærke til, at vi ikke får at vide, at vi skal bede om alt, hvad vi vil få behov for resten af vores liv, men kun for i dag. Vi bliver altså nødt til at vende tilbage til ham igen og igen. Gud nyder at give os, hvad vi mangler - og vi mangler alt. Som tjenere er vi tomhændede.
Men mest af alt ønsker Gud vores opmærksomhed og hengivenhed.
Hvis han gav os nøglen til en enorm bankboks og sagde: "Her er alt, hvad du vil få brug for i dit liv," hvor tit ville vi så vende tilbage til ham? Vores behov driver os på knæ. Da israelitterne vandrede i ørkenen, fik de manna til hver dag. Hvis de tog for meget, nåede det, der var til overs, at rådne og blive fyldt af maddiker, før de kunne spise det næste dag. Hvis de glemte at samle manna om morgenen, var de nødt til at vente til næste dag for at finde mere. Vores brød fra Gud gives dagligt.
To ting beder jeg dig om, nægt mig dem ikke, så længe jeg lever: Hold løgn og løgneord borte fra mig.' Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig, for at jeg ikke skal blive så mæt, at jeg fornægter dig og siger: "Hvem er Herren?" og for at jeg ikke skal forarmes og blive en tyv og krænke min Guds navn. (Ordsp 30,7-9)
PP Faderens tilgivelse
"... forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere..." Jesus går videre til at tale om synd. Han siger: "I ved, at der er grænser for, hvad der er rigtigt og forkert, og I kommer til at overtræde de grænser fra tid til anden og gå ind på en andens territorium." Gud har givet os territorium, der er vores, og inden for det territorium sørger han for alt, hvad vi på nogen måde har brug for. Men af en eller anden grund går vi væk fra vores land og forsøger at tage noget, der ikke er vores. Vi trænger ind på vores nabos land. Alt det, vi har i vores liv, har vi fået af Gud. Når vi forsynder os mod en anden, siger vi: "Gud, det du har givet mig, er ikke nok." Og det må vi bede om tilgivelse for. Gud har opstillet en vej for os; han har kaldet os og givet os et endemål. I denne bøn beder vi Gud om at hjælpe os til ikke at forlade den plads, han har til os i sit rige, og om at han vil tilgive os, når vi gør det.
Når andre mennesker forlader deres vej og træder ind på vores og sårer os og udnytter os og volder os smerte, har vi brug for at tilgive dem, ligesom Gud har tilgivet os. "Bevar os, Herre, fra at komme i gæld til dig ved at holde tilgivelse tilbage fra andre." Faderens tilgivelse er uden ophør, men den er betinget, afhængig af vores villighed til at tilgive andre.
PP Faderens ledelse
"... og led os ikke ind i fristelse..."
Nu skifter bønnen til at handle om vores gang ud i verden med budskabet om Guds kærlighed og tilgivelse. "Fader, når du fører os ud i verden for at udføre dit bud, for at fremme dit rige, så sørg for at hjælpe os til ikke at falde i fjendens fælde." Vi har en fjende af vores sjæle, og et af hans onde påfund er fristelsen til at tage del i hans ondskab. Hvis vi bliver ført vild af hans fristelser, ender vi til sidst i hænderne på ham. Gud lover at lede os uden om fristelsen, så vi ikke bliver fanget. Prøvelserne og fristelserne i vores verden er ikke som at være i krig, de er at være i krig, en krig, som vi må udkæmpe hver dag. Så vær beredt på det, og tal med din Fader om kampstrategien.
PP Faderens beskyttelse
"... men fri os fra det onde."
Bønnen ender som den begynder, med at anråbe Gud om at gribe ind i vores erfaring, presse mørkets rige tilbage og udbrede Himmeriget. Faderens beskyttelse bevarer os fra de myndigheder og magter, der søger at ødelægge os. Den onde kommer kun for at stjæle og slagte, siger Jesus. Han vil stjæle vores helbred, stjæle vores glæde, stjæle vores sjæle. Hvis han får succes med sit forehavende, går vi ind til en evig død, hvor vi i evighed vil være adskilt fra Kristi kærlighed. Vi beder om, at Gud vil beskytte os, når vi vover os igennem livet og prøver at gøre hans vilje.
Denne bøn er en ramme, som du kan fylde alle dit livs tanker og bekymringer ind i. Tag den ting, der brænder mest i dit hjerte i øjeblikket, og bed den igennem ved at bruge den bøn, som Jesus har lært os, som forbillede. På den måde kommunikerer du med Gud, sådan som han har lært os at gøre. Så enkelt er det faktisk.
Repetition
"Vor Fader, du som er i himlene!"
Riget regeres af en konge - og kongen er vores far! Vi kan føle os hjemme i hans rige. Vi er ikke fremmede, men sønner og døtre. Vi hører til i Guds rige.
"Komme dit rige, ske din vilje": .
"Giv os i dag vort daglige brød." Guds kærlige vilje er at møde alle vores behov. I hans rige er der ingen mangel.
"Forlad os vor skyld. "
I Guds rige bliver vores synder vasket bort for aldrig at blive set igen.
"Som også vi forlader vore skyldnere. "
Når vi vandrer i Guds tilgivelses nåde, tilgiver vi andre. Vi har fået det for intet; vi giver det for intet. Det er loven for livet i Guds rige.
"Led os ikke ind i fristelse."
Det er Guds vilje, at vi vandrer ad den sti, som han har lagt til rette for os. I hans rige vil vi blive tilfredsstillet af alt det, han har til os, og vil ikke gå bort fra vejen for at søge en ringere, midlertidig tilfredsstillelse.
"Fri os fra det onde."
Guds rige er kun lys; i det forsvinder mørket. Magter og myndigheder, der hjemsøger os, har ingen magt i Guds rige.
Gør det personligt
Jeg (Mike ) programmerer min mobiltelefon til at give et lille bip seks gange i løbet af dagen. Hver gang minder den mig om at gøre ophold og bede en af sætningerne i Fadervor.
Så klokken seks om morgenen er det: "Vor Fader, du som er i himlene!" Klokken ni er det: "Komme dit rige." Ved middagstid er det "vort daglige brød". Mod slutningen af arbejdsdagen er det "tilgivelse" og senere "fristelse". Ved dagens afslutning er det en bøn om beskyttelse mod ondt.
Når min telefon bipper, er der ikke nogen, der tænker noget videre over det - måske er det en tekstbesked eller en telefonopringning, som jeg vil besvare senere. Hvis jeg føler mig meget bevæget, kan jeg forlade et møde et par minutter og gå ud og bede sætningen uden at forstyrre gruppen. Denne metode spreder sig, efterhånden som andre får øjnene op for, hvor nemt det er at give sig selv påmindelser.
Det behøver ikke at være på din telefon. Der var en mand, der besluttede, at hver gang han så et stopskilt, ville han bede en af sætningerne i Fadervor. Du kan finde din egen "udløser", din egen påmindelse om at bede.
ReFokus klyngesøndag 13. marts 2011 i Arenacentret
Tema: Ole Hallesby: Fra Bønnens verden)
Lovsang
Salme gul 41 ”Hellig, hellig, hellig”
Hvid 018 ”Fader, Søn og Helligånd”
Hvid 071 ”Må min munds ord, o Gud”
Rosa 145 ”Min sang er som tak for din nåde”
Rosa 153 ”Rens ud i mine tanker”
Indhold i bogen
Forord
Bønnens væsen
Hjælpeløshed 13
Troen 22
Tvivl og vantro 24
Bønnens vanskeligheder 29
Anstrengelse og skuffelse i bøn 31
Når vi vil hjælpe Gud med at opfylde bønnen 36
Når vi bruger bønnen til at kommandere med Gud 40
Når vi glemmer at bede i Jesu navn 45
Bønnens arbejde 51
Bønnen for vore nærmeste 53
Bønnen for arbejderne i Guds rige 57
Bønnen om vækkelse 62
Et arbejde, som ikke kan erstattes 67
Bønnens kamp I 73
De indre og ydre hindringer 73
Stilheden, hvori Gud taler 77
Bønnens kamp II 84
Ikke en strid med Gud 84
Bøn og faste 92
Bønnens misbrug 98
Til egen fordel 99
Bønnens mening 103
At forherlige Guds navn 105
Når bønnen ikke bliver opfyldt 108
Bønnens form 111
Bedebøn 112
Takkebøn 113
Lovprisning 115
Samtale 117
Bøn uden ord 120
Bønnens gåder 123
Hvordan kan bønnen udrette så vældige,
ting, når den selv er så svag? 123
Hvorfor skal vi bede? 125
Trænger Gud til vor forbøn? 127
Er bøn og bønhørelse forenelig med Guds verdensstyre? 129
Opfylder Gud også uomvendte menneskers bøn? 130
Bønnens skole 132
Læremesteren og fagene 133
Forbønnens lærlinge 135
Bønnens Ånd 139
I dit daglige liv 141
Den gode arv 142
Velsignelse i dødens stund 143
Bønnens væsen
Hvad vil det sige: at bede?
”Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig.« Åb. 3,20.
I hele Skriften tror jeg næppe, jeg kender noget ord, som kaster et klarere lys over bønnen end dette. Det er, synes jeg, nøglen, som åbner døren for mig ind i bønnens hellige og salige verden.
At bede er at lukke Jesus ind.
Her får vi for det første at høre, at det ikke er vor bøn, som sætter Jesus i bevægelse. Men det er Jesus, som bevæger os til at bede. Han banker. Dermed giver han til kende, at han vil ind til os. Vor bøn er altid en virkning af, at Jesus banker på hos os.
Og da falder der nyt lys over det gamle profetord:
”Førend de kalder, svarer jeg; endnu mens de taler, hører jeg.« Es. 65,24. Ja, i sandhed, før vi råber, giver han os sit nådige vink om den gave, han har bestemt sig til at give os. Han banker på for at få os til ved bøn at åbne os og tage imod den gave, han har bestemt sig til at give os.
Bønnen er sjælens åndedræt, det organ, hvormed vi slipper Kristus ind i vor visne og tørre sjæl. Han siger:
»Om nogen åbner døren, da vil jeg gå ind.«
Han behøver blot adgang. Så går han selv ind. Thi han vil ind. Og han går ind overalt, hvor der ikke nægtes ham adgang.
Han kalder det at holde nadver med os.
Og ifølge bibelsk sprogbrug er det fælles måltid betegnelse for det fortrolige og festlige samvær. Dette giver os et nyt glimt ind i bønnen s væsen.
Den er af Gud tænkt som det fortrolige og festlige samvær mellem Gud og mennesket.
Læg mærke til, hvor nådigt bønnen er indrettet.
Bøn er dette ganske simple at lukke Jesus ind til vor nød, og lade ham bruge sin kraft på vor nød, og på den måde forherlige sit navn i vort liv.
Bønnens resultat afhænger derfor ikke af den bedendes kraft. Det er ikke vor intense vilje eller brændende følelse eller klare gennemtænkning af bønneemnet, som er betingelsen for bønhørelsen.
At bede er ikke mere indviklet end dette at lukke op, så Jesus kan komme ind til vor nød og bruge sine kræfter. Hvilken nåde!
Bønnens arbejde
”Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.«Matt. 9,38
Da Jesus forlod sine elleve apostle ved sin himmelfart, overgav han dem et overmenneskeligt arbejde: De skulle gå ud i al verden og gøre alle mennesker til hans disciple.
De skulle begynde i Jerusalem, havde han sagt.
Det var ikke langt borte.
Byen lå lige ved Oliebjergets fod, så de kunne se den fra stedet, hvor de stod.
Derinde boede Jesu bødler.
De havde Jesu uskyldige blod på deres hænder, og var rede til at knuse enhver, som vovede at nævne nazaræerens navn offentligt.
Og selvom de skulle være så heldige at undgå disse bødler, hvad havde de så at forkynde?
Jo, en korsfæstet Messias, for jøderne en forargelse og for grækerne en dårskab.
Og så de nu fra Oliebjerget videre vest over Middelhavet til verdens, centrum, Rom, så var udsigterne ikke lysere.
Der mødte de det stærkest sammentømrede verdensrige, den mægtigste kultur og det rigeste åndsliv, som verden til denne dag har ejet.
Det var jo næsten som en ironi at sende disse elleve håndens arbejdere fra Gaililæa afsted for at overvinde hele denne mægtige kulturverden.
Ganske vist fik de senere en akademisk dannet åndsarbejder med sig, nemlig Paulus.
Men han fortæller, at han selv i de største kulturcentre ikke ville vide eller forkynde noget andet end Jesus Kristus og ham korsfæstet.
Men han, som sendte dem, vidste nu også, hvad han gjorde. Han udrustede dem til denne overmenneskelige opgave.
Og det på en dobbelt måde.
Ved at give dem Den hellige Ånd, som stillede hele den åndelige verdens kræfter til rådighed for den lille Kristus-menighed.
Ved at udruste hver enkelt med bønnen, som overfører alle disse åndelige kræfter til den enkelte og menigheden.
Og hvor meget han selv værdsatte denne udrustning, får vi et levende indtryk af blot ved at læse et par udtalelser af ham: »Hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få fra min himmelske Fader.« Matt. 18,19.
»Sandelig siger jeg eder: hvis I har tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg:' Flyt dig herfra og derhen', så skal det flytte sig; og intet vil være umuligt for jer.« Matt. 17,20.
Og en af dem, som i et livslangt arbejde og kamp fik anledning til at prøve rustningen, udtaler om den: »Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse.« Fil. 4,6.
Han, som sendte dem, vidste, at dette våben, dette arbejdsredskab - ville gøre dem uovervindelige: »Intet vil være umuligt for jer.«
Sådan lød hans ord.
Da han ved himmelfarten forlod sine venner med sin legemlige nærværelse, rakte han sin usynlige almagtshånd så langt ned, at vi små og syndige mennesker kan nå den, hver gang vi beder.
Så ofte vi rører denne hans almagtshånd, da strømmer noget af hans almagt over i os, i vor sjæl og i vort legeme.
Og ikke blot det, men gennem os strømmer den ud til andre.
Denne kraft er så rig og så bevægelig, at vi under vor bøn blot behøver at pege på de personer eller ting, hvor vi ønsker, at kraften skal anvendes, så dirigerer han, som er kraftens Herre, den rette kraft derhen i samme stund.
Denne kraft er jo nemlig helt uafhængig af tid og rum.
I samme øjeblik som vi beder for vore brødre og søstre i Afrika, på Madagaskar, i Indien, Kina og Japan, i samme øjeblik er kraften overført til disse. Her er en trådløs kraftoverføring, som overgår den dristigste opfinders drømme.
Dette våben er så meget mere værdifuldt for Jesu venner, fordi det ikke er muligt for Jesu modstandere at bruge det. Ganske vist kan hans modstandere få fat i bønnens våben. Men i det øjeblik, da de for alvor griber til dette våben, omskaber det dem fra Jesu modstandere til hans venner.
Også her ser vi hans nåde og hans visdom.
Hvilken rædsel ville dette våben ikke blive, hvis det kunne bruges af hvem som helst til hævn og ødelæggelse!
Nej, han har ordnet det sådan, at det kun er hans egne venner, som kan opnå denne kontakt med de uudtømmelige kraftkilder. Ja, kontakten er af Herren indrettet så forsigtigt, at den automatisk slås fra, selv for Jesu egne venner, så snart de prøver at anvende denne kraft i strid med Jesu sind og mening. Det er kun, når vi beder om noget efter Guds vilje, at vi har løfte om bønhørelse.
Hallesbys eksempler
1. En af mine venner blandt missionærerne var netop kommet hjem fra missionsmarken. Vi sad og talte sammen om mange ting, blandt andet også om hans helbred i de år, han nu havde været ude. Dette er jo et ømt punkt i de fleste missionærers liv. Malariafeberen svækker og knækker så mange allerede i de unge år. Og min ven havde været på en station, hvor feberen var særlig slem.
Da vi kom ind på dette emne, var han lidt hemmelighedsfuld. Men jeg kendte ham så godt, så jeg ikke var bange for at være nysgerrig, og spurgte ham så, hvordan det var gået. Og så fortalte han følgende:
»Da jeg skulle rejse ud til missionsmarken, gik jeg rundt til mine venner hjemme i sognet for at sige farvel og kom da også ind til en ældre, troende kone på et husmandssted..
Da jeg sagde farvel, beholdt hun min hånd i sin, så mig roligt ind i øjnene og sagde stille: »Nu skal jeg bede for dig, så du ikke får feberen, men kan bruge alle dine kræfter til arbejdet derude.«.
Og jeg har ikke kendt til at have feber nogen dag i alle disse år føjede han til med øjnene fulde af tårer - glædestårer!
Også denne kvinde havde lært at bruge bønnen som arbejdsredskab.
Bønnen for arbejderne i Guds rige
2. Hallesby fortællerhistorien om, hvad den jævne bondepige Bolette Hinderli fik lov til at udrette for den store missionsgrundlægger Lars Olsen Skrefsrud.
(Lars Olsen Skrefsrud (født 4. februar 1840 død i landsbyen Benagaria i India 11. desember 1910) var en norsk misjonær og språkforsker i India. Han regnes, sammen med Hans Peter Børresen, som grunnlegger av den norske misjonsorganisasjonen Santalmisjonen (etter en fusjon i 2001 del av Normisjon). Navnet skyldes misjonærenes virke blant det indiske folkeslaget santalene.
Skrefsrud, som i sitt tidlige voksenliv ble arrestert for tyveri og sonet for det som straffange i Christiania i tre år, regnes også som en av de største lingvister Norge har fostret. Misjonsarbeidet han var med på å starte har i dag (2005) ført til en kirke bestående av mer enn 150 000 kristne santaler i de indiske delstatene Jharkhand, Bihar, West Bengal og Assam, alle i det nordøstre India.)
I et syn så hun en fange i en fængselscelle. Hun så tydeligt hans ansigt og hele hans skikkelse. Og en røst sagde til hende: »Denne vil få en lignende skæbne som Ole Højland, om ingen tager ham op i sin bøn. Bed for ham, og jeg vil sende ham ud til at forkynde min pris for hedningerne.«
Hun var lydig mod det himmelske syn, led og bad og
stred for denne fange, som hun ikke kendte, og ventede med længsel på at høre om en straffefange, som var blevet omvendt og kaldet til missionsgerningen.
Endelig under et besøg i Stavanger hørte hun om en straffefange, som var blevet omvendt og nu skulle tale der i byen. Da Skrefsrud så trådte frem på talerstolen, kendte hun ham straks igen fra det natlige syn. Denne kvinde havde forstået Jesu ord om at bede nådegaverne frem.
Så langt jeg forstår Guds ord og kender Guds riges historie, er der intet bønsarbejde, som er vigtigere end dette. Kommer den rette mand på den rette plads, da er det næsten ufatteligt, hvad han kan udrette.
Lad os også tænke på mænd som Martin Luther, Hans Nielsen Hauge, Hans Peter Børresen, William Carey, Hudson Haylor.
3. På husmandsstedet hjemme på min faders gård havde vi en af disse trofaste forbedere .
Jørn hed han. Og Vorherre havde forfordelt ham stærkt allerede fra fødselen. Han havde et svækket syn, så det hele livet igennem faldt ham vanskeligt at ernære sig. Men det gik alligevel godt for Jørn. På ægte haugiansk vis sørgede de troende for, at ingen anden troende skulle behøve at ty til, fattigkassen. Trængsel og sygdom fulgte Jørn, og der var mange tunge dage og tider for ham.
Men han ydmygede sig under Guds vældige hånd. Og lidt efter lidt lærte han i denne skole bønnens hellige kunst. Han bar dag og nat sit sogn frem i bøn. Og Gud ophøjede ham i sin tid, som skrevet står. Han blev en sjælesørger for hele sognet. De kom gående til hans lille hytte fra alle sognets kanter for at få råd og hjælp. Og kunne Jørn ikke hjælpe dem med noget mere, så gav han dem i hvert fald af sit ømme hjertes oprigtige omsorg.
Og så bad han for dem. Og der gik i årenes løb mange mennesker fra den hytte med lette skridt og med let hjerte.
I de sidste år af sit liv var han meget skrøbelig.
To ældre troende kvinder, som da var hos ham og hjalp ham, fortalte mig, at han lå meget vågen om natten. Og da kunne de høre ham bede for alle i sognet. Og ikke på,den overfladiske måde, som vi gerne anvender.
Vi har jo altid så lidt tid, og derfor tager vi dem alle i et bundt og beder Vorherre, at han vil velsigne dem alle sammen.
Nej, sådan gjorde gamle Jørn ikke.
Han nævnede dem ved navn alle sammen, idet han i tanken gik fra hus til hus. Selv børn, som han aldrig havde set, men som han vidste var født, alle måtte han bære frem på bønnens arme for nådens trone, - Tænk, hvad sådanne folk betyder! Der bliver tomt efter dem, når de er vandret herfra.
Der var også noget mærkeligt med Jørns bortgang.
Alle ventede jo, at det skulle blive en hel himmelfart. Og de troende kappedes om at måtte være hos ham og våge over ham. Men Vorherre spillede de menneskelige beregninger et lille puds også denne gang. Jørn døde, uden at nogen så det, i et øjeblik, da den, som vågede, var ude i køkkenet for at hente noget.
Jørns begravelse er den største, som har fundet sted i min hjemstavn.
Han havde ingen slægtninge der i sognet, da han flyttede derind. Og de stod ved hans båre og græd, som om de havde mistet deres fader.
Selv ugudelige folk, som aldrig brød sig om at høre Guds ord, var kommet til Jørns begravelse.
Også de græd.
Se her: Selv i døden fik Jørn lov til at være til velsignelse. Både hans liv og hans død var en opfyldelse af Skriftens ord: »Bed, så skal I få.«
3. Velsignelse i dødens stund
Min fader har fortalt om en troende kvinde, han kendte.
Hun var ugift og havde ingen nære slægtninge. Da alderen begyndte at melde sig, gik hun en dag hen til en af sine naboer, en troende, velsitueret bonde, og sagde til ham: »Jeg har 1200 rigsdaler. Vil du tage imod dem og så tage mig i dit hus og beholde mig; til jeg dør?«
»Nej,« sagde han, »det kan blive dyre penge. Du kan ligge længe syg, og det kan blive vanskeligt for os at få dig passet.«
»Nej, jeg bliver ikke syg,« sagde hun.
»Å, det ved hverken du eller jeg noget om,« sagde han.
Da så hun ham roligt ind i øjnene og svarede: »Jo, jeg ved det. Jeg har bedt Gud om, at jeg ikke må blive syg.« Det overbeviste ham nu alligevel ikke, og hun måtte gå med uforrettet sag.
Så gik hun videre hen til en anden troende bonde der i sognet med det samme tilbud.
Og han tog imod hende i sit hus.
Der levede hun så i mange år, rask og rørig og varm i sit Gudsliv, en velsignelse for hele huset. Hun deltog i arbejdet hver dag og sad ved sin rok lige så støt som nogen af de andre.
En morgen kom hun ikke ind til morgenmad som sædvanlig. De gik ind for at se til hende og fandt hende liggende død i sengen uden en trækning i ansigtet. Helt smertefrit havde Herren hentet hende, mens hun sov.
Hendes bøn var hørt.
Hun blev ikke syg; om aftenen havde hun rask og rørig forladt sin rok som sædvanlig.
Hvorfor bad hun om at slippe for sygdom?
Var det for at undgå lidelser?
Nej, det var for at spare de gode mennesker, som tog hende i huset, for alt det besvær, som hendes sygdom ville påføre dem.
4. Luther:
Hallesby har et afsnit om, at bønnen altid har som sin funktion, at herliggøre Gud, og han nævner i den forbindelse et eksempel på, hvor frimodig, ja, pågående bønnen kan blive, når den bedende ved, at han intet andet vil med sin begæring end Guds ære. Luthers gode ven Frederik Myconius blev i året 1540 dødssyg. Han selv og de andre ventede, at døden snart ville indtræde.
En nat skrev han med skælvende hånd et hjerteligt farvel til Luther, som han elskede så inderligt.
Da Luther fik brevet, skrev han øjeblikkelig tilbage:
»Jeg befaler dig i Guds navn at leve, fordi jeg endnu har så hårdt brug for dig til kirkeforbedringen. - Herren lade mig ikke høre, mens jeg lever, at du er død; Herren gøre, at du overlever mig! Dette beder jeg om. Dette vil jeg! Og min vilje ske, fordi den kun søger Guds navns ære! «
Myconius havde allerede mistet tungens brug, da Luthers brev kom.
Men han blev i løbet af kort tid helt rask og overlevede ganske rigtig Luther - i to måneder!
Sluttelig et citat af Hallesby
Intet gør os så frimodige i bøn, som når vi kan se Gud ind i øjnene og sige til ham: »Du ved, atnu beder jeg dig ikke om egen fordel, egen lettelse, ikke om at min vilje i nogen henseende skal ske, men blot om dette, at dit navn må blive forherliget i denne sag.«
ReFokusklyngesøndag i Frivillighuset 17. oktober 2010
Tema: Der skal være sammenhæng mellem ord og handling
v. Niels Peder Nielsen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: "Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?" De svarede: "Den første." Jesus sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.
Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?" De svarede ham: "Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde."
Jesus sagde til dem: "Har I aldrig læst i Skrifterne: 'Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?' Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse." Matt. 21,28-44
Prædiken
De, der har været i vinområderne Mosel, Rhinen i Tyskland, Champagne i Frankrig osv. ved lidt om, hvor meget vinstokkene betyder for befolkningen. Deres identitet er knyttet til disse stokke. På Jesu tid var det noget af det højest opnåelige at få sin egen vingård. Så var man heldig - og lykkelig. Og derfor satte man også hegn omkring, et stengærde, og byggede et tårn i vingården, så man kunne holde øje med den. Flere gange bruger Jesus billeder fra denne vigtige erhvervsgren, og lignelserne i vor tekst i dag har flere ærinder:
1. Gud har en kirke, en vingård, som han tager vare på.
Vingården er et billede på Guds rige med alt det, som Gud har skænket os i Jesus Kristus og skænket os med ham: Frelsen, Ordet, dåben, nadveren, Helligånden og Åndens gaver, og alle disse store ting er overgivet til menigheden i dag at forvalte. Enhver kristen er med i hans vingård, med de evner og anlæg man har fået betroet, og nu husker vi lige, at en vingård var det fornemste man kunne få, og det betyder, at du og jeg er værdifuld for ham. Vi har betydning for ham, vort liv og tjeneste har betydning for ham, vort liv indeholder en hel masse små og store muligheder, små og store chancer for vingårdsejeren, enten det nu er medfødte evner og gave, eller det er nådegaver givet til udrustning og tjeneste.
2. Dette må og skal vi forholde os til.
Men teksten viser, at der er to slags reaktioner:
A. “Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud.”
Det er den åndelige slendrian. Man går ikke, med munden siger man: Jeg vil, men med hjertet siger man nej. Det er vane- og traditionskristendommen, der her stikker sit hoved frem, den kristendom, der er kraftesløs og livløs.
Spørgsmål til drøftelse.
Har I et bud på en moderne form for åndelig slendrian?
(Feks. i forhold til mission, bøn, omsorg, diakoni, hjælpearbejde etc. – kom selv på andre former for åndelig slendrian)
B:“Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud.”
Han fortrød og gik alligevel. Grundlaget, som vi har bygget samfundene på både i øst og vest er ved at vakle. Og vi har svært ved at se, hvad der kommer efter.
Vi kan ane, at der er nye normer, som er ved at tage form. Efter kommunisme og kapitalisme, efter materialisme og velfærdsstat er der ved at dukke noget nyt frem. Men hvad?
En pluralisme, hvor alt er lige godt, eller for den sags skyld lige skidt.
Sikkert er det i hvert fald, at mange, der har sagt farvel til kirke og kristendom, og det har betydet at rigtig meget får vanskeligt ved at hænge sammen. Grænserne skrider næsten overalt,
For mig ville det være en stor lykke, hvis vi som folk fortrød vores nej til kirke og kristendom og vendte tilbage.
En ny interesse for tro og kristendom kan komme til at spille en afgørende rolle for skabelsen af en bærende kultur. den nye kultur.
For styrken ved kristendom er, at den fortolker grundvilkår, som man ikke kan sætte sig ud over. Liv og død, godt og ondt, glæde og sorg, og det måtte flere og flere gerne blive klar over.
I en del år er en del blevet mødt af kristendom.
Vores Sara og hendes Keld arbejdede i slutningen af 90erne i New Agemiljøet gennem et projekt, der hedder I Mesterens Lys, og de afholdt en stand i Århus på en “Sind Krop og Ånd” messe. Her fik man mange i tale. Jeg tror det var 34, der mødte op i en lokal folkekirke i Åbyhøj, som resultat af dette møde, og i Norge, i samme periode gik ca. 1000 new agere over til kristentro.
Om vi står på tærsklen til en ny besindelse i vort folk, ved jeg ikke, men jeg håber det meget og beder for at det må ske, for det ville være en stor lykke, ikke bare for os som kirke, men mest for mennesker, der får et nyt liv.
Vort kald som ReFokusfolk er at få mennesker i den 3. alder til sige ja, ja til at smage på den nye vin, troens vin, ordets vin, Helligåndens vin, kraften og saften, og sige: “Ja, Herre, jeg vil være med, hvor det blæser, og hvor det sker, der hvor du er Herre, og hvor du virker.”
Spørgsmål til drøftelse:
Hvordan kan vi være inviterende, indbydende, så mennesker, der tilsyneladende har sagt nej får lyst til at komme tilbage til tro, eller begynde at tro?
(Kom blot med gode forslag og ideer, som vi kan tage i brug)
3. Der er kræfter i vingården, som vil ødelægge den.
Først og fremmest er lignelsen vendt mod farisæerne og de skriftkloge, de åndelige ledere og deres forgængere, og lignelsen er en kort historisk gennemgang af Israels historie og de falske profeters virke. Men der er også i dag kræfter, der angriber Guds rige, og som vil ødelægge frugt og arbejdsklima i Guds vingård. Men Gud udviser den største tålmodighed med sin vingård, for han er ikke ligeglad med sin vingård. Han lader den ikke passe sig selv. Vi har historiens stærke bevis på Guds omsorg for vingården. Sådan var det med Israel. Gud sendte den ene profet efter den anden til sin vingård, for at tage sig af den, og til sidst sin Søn. Og også i dag sender Gud "profeter" til at tage sig af menigheden, vingården, dig og mig. Han sender også i dag tjenere og vejledere, for at velsigne og forfriske sit folk gennem andre kristne, og så sandt vi har åbne ører og hjerter, så bliver vi passet og plejet af Herrens tjenere, der er sendebud på Kristi vegne. Gud har i sin tjeneste små og store medarbejdere, for at du og jeg kan blive undervist og passet af, men ingen af "profeterne" kan stå mål med tjeneren over alle tjenere, som Gud har sendt: Sønnen, og Sønnens afløser Talsmanden, Helligånden. Han er vor ven, frelser og den, der giver os den åndelige kost i rette tid. Ind i vore verdener træder Jesus med sin kærlighed og omsorg - i dag, og fremover og giver os hvad vi har brug for, og han svigter ingen. Og selv om der kan være storme og kampe i vore livs vingårde, så er han med og stiller storme, og selvom vort liv synes tørt og trist, så vil han omplante vort "træ", så det er plantet ved bækken, hvor det er godt at være.
Spørgsmål til drøftelse
Hvem og hvad er med til at holde vores tro i live?
(Nævn personer, ting, former m.m., som styrker vores tro) |
Tema: Goliat og David i vore liv.
v. Niels Peder Nielsen
Ud fra inspiration fra Kap 2-4 i Aril Edvardsens bog: Kampen mot Goliath.
Millioner af mennesker kender historien om David og Goliat. Vi finder den i 1. Samuels bog, kapitel 17.
Historien om David og Goliat er en fantastisk historie som vi alle kan lære af.
Gud har ladet den blive en del af sit evige Ord for at vi alle kan lære, forstå, mestre og sejre over Goliat, og hente inspiration til liv og sejr i Davids liv.
Historien begynder med at fortælle om en konge og et helt folk som bliver lammet af frygt og angst, på grund af Goliat.
Bibelen siger:
v1 Filistrene samlede deres tropper til krig. De samledes i Soko i Juda, og så slog de lejr i Efes-Dammim mellem Soko og Azeka, v2 mens Saul og Israels mænd samledes og slog lejr i Terebintedalen, hvor de stillede op til kamp mod filistrene. v3 Filistrene havde taget opstilling på bjerget på den ene side og israelitterne på bjerget på den anden side, så de havde dalen imellem sig. v4 Nu trådte en kriger frem fra filistrenes rækker og udfordrede til tvekamp. Han hed Goliat og var fra Gat, og han var seks alen og et fingerspand høj. v5 På hovedet havde han en bronzehjelm, og han var iført en brynje af bronze, der vejede fem tusind sekel. ((55 kg) v6 På benene havde han bronzeskinner, og på ryggen bar han et krumsværd af bronze. v7 Spydstagen var som en væverbom, og spydspidsen af jern vejede seks hundrede sekel (ca. 6 kg). Foran ham gik en skjoldbærer. v8 Han stillede sig op og råbte over mod de israelitiske slagrækker: »Hvorfor er I rykket ud og har stillet op til kamp? Jeg er filister, mens I er trælle for Saul; udvælg jer en mand til at komme herned til mig! v9 Hvis han kan vinde over mig og slå mig ihjel, skal vi være jeres trælle; men hvis jeg vinder over ham og slår ham ihjel, skal I være vores trælle, og så kommer I til at trælle for os!« v10 Og filisteren sagde: »Her står jeg i dag og håner Israels slagrækker. Kom med en mand, så vi kan kæmpe med hinanden!« v11 Da Saul og alle israelitterne hørte disse ord fra filisteren, blev de ude af sig selv af rædsel.
16 I fyrre dage trådte filisteren frem morgen og aften og stillede sig op.
1. Sam 17, 1-16 (l.Sam.17:1-10 og 16)
Israels hær havde sikkert nogle samlinger, hvor præsterne læste eller fortalte om de store gerninger Gud havde gjort – Fædrenes historier - Abraham (udvælgelsen), Isaks og Jakobs historier, den ikke mindst den store fortælling om Moses
De foretog sikkert også nogle militærtekniske manøvrer, nogle militære ritualer, men de gik aldrig i krig, og til slut var Goliat mere virkelig for dem end Den Almægtige Gud som er allesteds nærværende. Goliat vandt uden slag over Israels folk, over Guds folk.
Goliat vandt i første omgang bare ved at vise sig.
Israels hær er sådan set lammet på grund af en eneste mand, hans ord, hans tilstedeværelse.
Og det er så her vi som mennesker i den 3. alder skal være tilstede og spørge os selv, mærke efter om der er en Goliat i vore liv, som lammer.
For Israels folk var det sikkert først og fremmest frygten, så den ser vi lige på
Eksperter har sagt at frygten dominerer 8 af 10 menneskers valg, afgørelser og handlemåder.
Frygt for å mislykkes.
Frygt for andre mennesker.
Frygt for det uprøvede.
Frygten for fremtiden, sygdom, arbejdsløshed.
Goliat lammer også mange kristne og mange kirker.
Frygten for å vidne om Jesus.
Frygten for at turde gå ud, der hvor mennesker er.
Frygten for forandring og omstilling.
Frygten for at man ikke er det menneske i Kristus, som Bibelen siger man er.
Frygt for ikke å være det tempel for Guds Ånd, som Bibelen siger vi er.
Frygten for at han som er i os, ikke er stærkere end han som er i verden.
Hvad er din frygt? – (Når nu 8 ud af 10 styres af frygten)
(Lidt snak i grupper)
Men der er andre eksempler på en sådan Goliat i vore liv.
Mentale (psykiske) eksempler.
Feks. Lavt og dårligt selvbillede, sorg, fortvivlelse, vantro, afmagt, skyld, skam, økonomisk usikkerhed, sygdom, fristelser af forskellig art, angst,
(Tal lidt om det)
Synden i dens mangfoldighed.
Feks. v Gal 5,19 f Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, v20 afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, v21 nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags.
1. Kor. 9,9 f: Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, v10 eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige.
Jf. Udfordringen, med kronikken side 7
De syv dødssynder.
De syv dødssynder er en klassifikation af synder, som oprindeligt blev brugt i tidlig kristen undervisning til at uddanne og instruere tilhængere i menneskets tendens til at synde.
En dødssynd er bestemt som bortvendthed, en venden sig bort, fra Gud i form af en bevidst overtrædelse af hans lov. I traditionel katolsk teologi skelnes mellem tilgivelig synd og dødssynd, der i dag kaldes svaghedssynd eller alvorlig synd.
Dødssynden er udtryk for et menneskes principielle oprør mod Gud og river som sådan den troende ud af nåden. Hvis ikke dødssynden skriftes og tilgives, fører den til åndelig død og fortabelse. Protestantiske teologer afviste tidligt, at der skulle være nogen forskel mellem tilgivelige synder og dødssynder.
I den opfattelse er al slags synd nemlig udtryk for et oprør mod Gud.
Oprindelig blev synderne omtalt som hovedsynder ("vitia capitalia"), der blev betragtet som kilder til alle mulige andre overtrædelser af moral-budene (Thomas Aquinas).
I Biblen tales der ikke om dødssynder, men flere steder opregnes såkaldte lastekataloger (f.eks. Gal 5,19 f 1. Kor. 6,9 ff.).
Pave Gregor (540-604) skrev en tidlig liste over dødssynder, senere modificeret af Thomas Aquinas (1225-74) og reduceret til syv, der ofte er samlet i akronymet SALIGIA: Hovmod, griskhed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab.
Hovmodet. Menneskets principielle oprør mod Gud.
Jf: Magnus Malms bog. Fodspor i Glastrappen (om bl. a. det nye Babelstårn)
Griskhed er forbundet med individualisme og trang til jordisk gods
Danmark Sagen om svindel i firmaet IT Factory er en klassisk historie.
Utroskaben gør jo ægtefællen stor fortræd, og får store og vidtrækkende konsekvenser...
Janteloven er ti måder at udsige misundelsen på
Misundelse er en Gud-fremmed tænkning. Gud har skabt os som vi er og den respekt yder vi hinanden, også det, som vi arbejder os frem til til, har som vort osv,...
Frådseri kommer ind på rigtig mange områder med alt for meget forbrugt, engangsembalage, spiser for meget og for dyrt på bekostning af andre, der intet får
Vreden skal under kontrol
Historien er en fortælling om vrede og aggressioner, der fører til krige, død og ødelæggelse...
Dovenskab ser vi også mange eksempler på hver dag
Hvad er din særlige lammende ”Goliat” her? (Lidt snak i grupper)
--------------------------
Lad os se på David (Læs historien):
v17 Isaj sagde til sin søn David: »Tag en efa af det ristede korn og de her ti brød til dine brødre, og skynd dig så hen i lejren til dem! v18 Og de her ti stykker mælkeost skal du give tusindføreren. Find ud af, hvordan dine brødre har det, og få et pant med fra dem. v19 De er sammen med Saul og alle Israels mænd i Terebintedalen i kamp med filistrene.«
v20 Tidligt næste morgen overlod David fårene til en anden hyrde og begav sig af sted, sådan som Isaj havde befalet ham. Da han kom til vognborgen, var hæren netop ved at rykke ud i slagorden, og den udstødte kampråbet. v21 Israel og filistrene stod opstillet i slagorden over for hinanden. v22 David overlod sine ting til vagten ved trosset, løb ind i slagrækken og kom hen og hilste på sine brødre. v23 Mens han talte med dem, trådte en kriger frem fra filistrenes slagrækker og udfordrede til tvekamp; han hed Goliat, filisteren, og var fra Gat. Han talte, som han plejede, og det hørte David. v24 Da Israels mænd så ham, blev de alle meget bange og flygtede for ham. v25 »Har I set den mand, som træder frem der?« sagde Israels mænd, »det er for at håne Israel, han træder frem. Men den mand, som slår ham ihjel, vil kongen gøre meget rig; han vil give ham sin datter, og hans fars slægt vil han gøre til frie mænd i Israel.« v26 David spurgte de mænd, som stod sammen med ham: »Hvad gør man ved ham, som slår den filister ihjel og fjerner forhånelsen fra Israel? Hvem er egentlig denne uomskårne filister, siden han tør håne den levende Guds slagrækker?« v27 Folkene gav ham det samme svar, at sådan og sådan ville man gøre ved den mand, som slog ham ihjel. v28 Men Eliab, Davids ældste bror, hørte ham tale med mændene og blev vred på ham og sagde: »Hvorfor er du egentlig kommet herned? Hvem har du overladt den lille fåreflok i ørkenen til? Jeg ved godt, hvor fræk og ondskabsfuld du er; du er bare kommet herned for at følge slagets gang.« v29 David svarede: »Hvad har jeg nu gjort? Jeg spurgte jo bare!« v30 Så vendte han sig fra ham og spurgte en anden om det samme og fik samme svar.
v31 Det rygtedes, hvad David havde sagt, og man fortalte det til Saul, som lod ham hente. v32 David sagde til Saul: »Herre, du skal ikke tabe modet på grund af denne filister; nu går jeg hen og kæmper med ham.« v33 Men Saul sagde til David: »Du kan ikke gå imod denne filister og give dig i kamp med ham, for du er kun en dreng, mens han har været kriger, siden han var ung.« v34 Men David svarede Saul: »Herre, jeg har været fårehyrde hos min far. Kom der en løve eller en bjørn og tog et dyr fra hjorden, v35 gik jeg ud efter den, fik ram på den og rev dyret ud af gabet på den. Gik den så løs på mig, greb jeg den i manken og slog den ihjel. v36 Både løver og bjørne har jeg slået ihjel, herre. Nu skal det gå denne uomskårne filister på samme måde, for han har hånet den levende Guds slagrækker.« v37 Og David sagde: »Herren, som reddede mig fra løver og bjørne, vil også redde mig fra denne filister.« Saul svarede David: »Så gå da, og Herren være med dig!«
v38 Saul gav nu David sin egen dragt på, satte en bronzehjelm på hans hoved og iførte ham en brynje; v39 David spændte også hans sværd uden på dragten. Men han kunne ikke bevæge sig, for han havde ikke prøvet det før. David sagde derfor til Saul: »Jeg kan ikke bevæge mig med det her på, for jeg har ikke prøvet det før.« Så tog han det af, v40 greb sin stav og udsøgte sig fem glatte sten fra bækken; dem lagde han i sin hyrdetaske, og med sin slynge i hånden gik han hen imod filisteren. v41 Samtidig kom filisteren nærmere og nærmere til David, og skjoldbæreren gik foran ham. v42 Da filisteren så op og fik øje på David, blev han fyldt af foragt for ham; det var jo bare en rødmosset dreng, der så godt ud. v43 Filisteren sagde til David: »Tror du, jeg er en hund, siden du kommer mod mig med din stav?« Og filisteren forbandede David ved sine guder v44 og sagde til ham: »Kom herhen, så skal jeg give himlens fugle og jordens dyr din krop!« v45 Men David svarede filisteren: »Du kommer mod mig med sværd og spyd og krumsværd, men jeg kommer mod dig i Hærskarers Herres navn, Israels slagrækkers Gud, som du har hånet. v46 I dag vil Herren give dig i min magt. Jeg slår dig ihjel og skiller dit hoved fra kroppen, og ligene fra filisterhæren giver jeg i dag til himlens fugle og jordens dyr. Så skal hele jorden erkende, at Israel har en Gud. v47 Og hele denne forsamling skal erkende, at Herren ikke frelser med sværd og spyd. Krigen er Herrens, og han vil give jer i vores hånd.«
v48 Da filisteren nu satte sig i bevægelse og styrede lige hen imod David, løb David hurtigt lige imod filisteren foran slagrækken, v49 stak sin hånd ned i tasken og tog en sten op af den, slyngede den rundt og ramte filisteren i panden, så stenen borede sig ind i hans pande, og han faldt næsegrus til jorden.
v50 Sådan overvandt David filisteren med slynge og sten. Han slog filisteren ihjel, skønt han ikke havde noget sværd.
v51 Så løb David hen og stillede sig ved siden af filisteren, tog hans sværd, trak det ud af skeden og gav ham dødsstødet; derpå huggede han hovedet af ham. Da filistrene så, at deres helt var død, flygtede de. v52 Men Israels og Judas mænd udstødte øjeblikkelig kampråbet og forfulgte filistrene helt til Gat og til Ekrons byporte. Der lå dræbte filistre på vejen fra Sha'arajim til Gat og Ekron. v53 Da israelitterne var vendt tilbage fra forfølgelsen af filistrene, plyndrede de deres lejr. v54 Men David tog filisterens hoved og bragte det til Jerusalem, og hans våben lagde han i sit telt.
David som billede for os
Hvad var det særlige ved David?
Nogle måneder tidligere havde David oplevet Guds Ånds salvelse over sit liv.
Det skete da profeten Samuel salvet ham i hans fars hus i Betlehem.
Bibelen fortæller: «Og Herrens Ånd kom over David fra denne dagen og siden». (l.Sam.16: 13) Gud havde udvalgt David frem for hans seks flotte og høje brødre, og sagt til Samuel: «Jeg ser ikke på det mennesket ser på. for mennesket ser på det ydre. men Herren ser på hjertet.» (l.Sam.16:7)
David havde en anden indre indstilling i sit hjerte.
Hans hjerte regnede med Gud, og ikke de ydre omstændigheder.
Han så mere end det menneskene ser på.
Og måske det meget vigtige(re)
David havde besejret Goliat flere ganger før han kom til Terebinte-dalen, fordi hans hjerte regnet med Guds resurser, Guds muligheder og Guds trofasthed.
Flere ganger tidligere havde han stirret ”Goliat” lige ind i øjnene, besejret nogle kræfter, som de andre ikke havde besejret, og som nu holdt dem fanget, angsten, rædselen, frygten, og gået til angreb på både løve og bjørn som tog får fra hans hjord.
Som den unge hyrden han var, havde David lært livets største sandhed: «Når Herren er min hyrde, da mangler jeg ingenting.» (Salme 23: I)
David havde forstået at «han som er i os er større end han som er i verden.» (l.Joh.4:4)
David bar i sit hjerte synet, visionen og drømmen om HAM som er større end Goliat.
Når David kommer til Terebinte-dalen holder Israels hær på med sit daglige ritual. De regner sig selv som en ægte hær, selv om de er lammet og trælbundne af frygt for Goliat. De lejrer sig og opløfter krigsråbet og holder møde som vanlig, men har ingen planer om angreb på grund av modløsheden, som lammer dem.
David ser Goliat komme frem foran filistrenes lejr.
Han lytter til Goliats ord. Han ser hvordan kæmpen praler med brynje, hjelm, lanse og sværd - 3,25 m høj.
Han hører Goliats spottende og talende ord.
Han ser også at «alle Israels mænd flygtede for Goliat da de så ham, og var meget bange.» (l.Sam.17:24)
David ser og hører i det ytre akkurat det samme som alle de andre hører og ser.
Alligevel, når han stirrer Goliat lige ind i øjnene, ser han noget mere end det de andre ser.
David ser Guds skinnende muligheder.
David har lært: «Med Goliat er en arm af kød, men med os er Herren vor Gud. Han skal hjælpe os.» (2.Krøn.32:8)
Derfor ser ikke David på det som mennesket ser på.
David ser højere op. Han ser: Gud er med os!
Bibelen sier: «Er Gud for os, hvem kan da være imod os.» (Rom. 8:31)
Med sit indre blik fæstet på Gud og hans muligheder og hans trofasthed, bliver Goliat mindre for David for hvert minut som går.
Han siger: «Hvem er han vel denne uomskårne filisteren, som vover at håne den levende Guds hær.» (1.Sam.17:26)
En undersøgelse som blev gjort ved et af USAs ledende universiteter viste at fire ting er grundlaget for at et menneske skal ha fremgang og lykkes i livets opgaver.
Professor dr. Kermit W Lueck, som ledet undersøgelsen fortæller at disse fire ting er :
1. IQ - dvs. intelligens.
2. Evner (medfødte talenter).
3. Uddannelse, oplæring.
4. Indstilling, forestilling, holdning.
Professor Lueck fortæller at undersøgelsen viser at de tre første til sammen - dvs. IQ, evner og oplæring bare udgør 7% af årsagerne for at man lykkes.
Hele 93% av grundlaget for at mennesker lykkes i livets opgaver kommer av indstillingen, dvs. forestillingen og holdningen indvendig. Det er hjerteindstillingen - dvs. troen og den positive indstilling som tæller mest.
Troen er og skal være drivkraften i livet.
Jesus sagde: «Alt er mulig for den som tror.» (Mark.9:23)
David var en mulighedstænker - en mand etter Guds hjerte.
Hvad sker, når Goliat vinder over os.
Da er kristne fornøjet med «gode møder» uden sjæles frelse.
Da er mennesket fornøjet med at leve et afstumpet liv som bare udgør en brøkdel af Guds tiltænkte potentiale for den enkelte.
Goliat gør at vi lægger tærskelen for lavt, så mange af livets muligheder går tabt.
Goliat gør, at et enormt potentiale måske bliver liggende ubrugt.
Goliat gør os til negative umulighedstænkere som ikke en gang forsøger på at udnytte resurserne, hverken i os, i verden omkring os, eller i Gud.
Vort liv bliver begrænset og «forkrøblet» af Goliat.
Når Goliat vinder slaget - vinder han som regel uden kamp.
Et liv under Guds opdragelse
De tolv sten i Gilgal (Josva 4)
v1 Da hele folket så var kommet over Jordan, sagde Herren til Josva: v2 »Vælg tolv mænd af folket, én fra hver stamme, v3 og sig til dem, at de skal tage tolv sten op her ude fra Jordan, fra det sted, hvor præsterne står, bringe dem med over og stille dem på det sted, hvor de slår lejr for natten.«
v4 Derpå kaldte Josva de tolv mænd til sig, som han havde udpeget blandt israelitterne, én fra hver stamme, v5 og sagde til dem: »Gå foran Herren jeres Guds ark midt ud i Jordan; hver af jer skal tage en sten op på skulderen, svarende til tallet på israelitternes stammer. v6 Det skal være et tegn blandt jer. Når jeres sønner i fremtiden spørger: ›Hvad er det for sten?‹ v7 skal I svare: ›Vandet i Jordan forsvandt foran Herrens pagts ark; dengang den gik over Jordan, forsvandt vandet i Jordan.‹ Disse sten skal for israelitterne være mindesten til evig tid.« v8 Israelitterne gjorde, som Josva havde befalet; de tog tolv sten op midt ude i Jordan, sådan som Herren havde sagt til Josva, svarende til tallet på israelitternes stammer, og de bragte dem med sig over til lejren og stillede dem dér. v9 Og midt ude i Jordan på det sted, hvor de præster stod, som bar pagtens ark, rejste Josva tolv sten, og dér står de den dag i dag.
Hvad er din historie?
Hvis du fik en sten, hvilke velgerninger ville du skrive på den?
(Lidt snak i grupper)
Hvordan oplever du din indre David (troen, modet, opmuntringer fra Guds ord. Livet med Gud, små og store sejre, visioner, gennemslagskraft m.m.)
Afslutning
David ved at bare troen på Guds muligheder, troen på Guds trofasthed, troen på Guds løfter, troen på Guds nærvær i prøvens stund kan besejre Goliat.
Han ved: «Gud gav os ikke modløsheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds ånd.» (2.Tim. l:7)
Ser man på Goliat i lys af Guds muligheder, Guds trofasthed, Guds omsorg og Guds indgribende kærlighed, kommer troen os til hjælp, for da ser man han som er større end Goliat.
Ved at beskue Gud, Jesus, og høre hans ord, modtage HÅ´s kraft kommer troen som kan sejre over verden og Djævelen.
Troen kommer af at se på Guds muligheder.
Troen kommer af at tælle Guds løftestjerner.
Troen kommer af at regne med Guds resurser.
Troen som virker undere.
Troen som flytter bjerge.
Troen som gør det umulige mulig.
troen på en ubegrænset Gud.
troen på Jesus, undergøreren.
Troen på en almægtig hjælper.
v1 Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, v2 idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. v3 Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet. (Hebr. 12.)
:
|
Universalnøglen.
v. Irene Dalsgaard Nielsen
Huset, som Jenny boede i, havde hun arvet efter sin mor og far. Når hun var hjemme, opholdt hun sig mest i køkkenet. Der slappede hun så godt af. Til forskel fra de andre rum i huset, var køkkenet lille og enkelt. Et godt rum, som husede minder om nybagt brød og enkle måltider.
Med tiden havde hun aflåst flere og flere rum i huset, som fyldte hende med vage men smertefulde minder. Hun gjorde sit bedste for at glemme, at de var der.
En dag sad hun ved det lille køkkenbord og læste i den gode bog. Der var nogle ord, der blev levende for hende: Bed, så skal I få, Søg så skal I finde. Bank på, så skal der lukkes op for jer.
Jennys svar kom som et desperat råb. Kære Gud, hjælp mig at finde ud af rodet bag de låste døre i mit hus.
Mesteren havde længe ventet på Jennys invitation. Han stod klar udenfor Jennys dør, så han kom med det samme, hun råbte. Jenny reagerede mærkeligt på besøget. Hun syntes, hun burde blive glad. I stedet rødmede hun af skam. Drømmen om at få besøg af Mesteren, havde hun haft længe. Men hun havde først tænkt sig at invitere ham, når det var ryddeligt og rent. Men hun bed skammen i sig. Hun havde brug for hjælp til at rydde op, og nu var Mesteren her! Han spurgte, hvad han kunne gøre for hende og hun tog ham med til de aflåste og ubehagelige rum. Med bøjet hoved fortalte hun om nøglerne, som hun havde smidt væk. Heldigvis gjorde det ingenting. Han fortalte, at han havde universalnøglen til alle låse.
Det forår blev der åbnet mange døre i Jennys hus. Mesteren valgte at starte med rummet inderst i gangen. Idet han åbnede døren, blev huset fyldt af en forfærdeligt larm, råben og skrigen fra en skolegård. Hun frøs og kroppen blev stiv, da støjen slog mod hende. I virvaret hørte hun stemmerne, som råbte hendes navn. Gå væk Jenny, dumme Jenny, råbte de skrigende barnestemmer. Erindringen fra terroren i barndommens frikvarterer strømmede mod hende. Gennem larmen steg en svag men hjerteskærende gråd, gråden kom inde fra rummet og hun vågede kun lige at se ind i rummet. Mesteren sad med lille Jenny på skødet. Han trøstede hende med gode ord. Den voksne kvinde hørte, hvad han sagde til barnet. ”Du var aldrig alene, jeg var der og ved, hvor bange du var. Du troede at ingen kunne li dig og ingen så dig, men jeg var der. Jeg græd sammen med dig. I alle disse år har jeg glædet mig til den dag, jeg kunne tage dig på skødet. Jeg er så glad for dig, kære søster.
Gråden lød hjerteskærende på begge sider af døren. Hun måtte gå ind og sætte sig hos Jesus. På skødet af Mesteren var der godt at være. Gråden var ikke længere, som når man er forladt. Nu var den sådan som den bliver, når man bliver taget imod. Mesterens trøst lagde sig rundt om hende som et lunt tæppe og hun sov.
Nogle dage senere stod faderens store kontor for tur. Det fyldte hende med modløshed. I det rum var der skræmmende meget at tage fat i. Mesteren gik ind for at rydde op, og hun satte sig udenfor.
Bag døren lå alle fornærmelserne, som faderen havde samlet så ihærdigt på. Mange år var gået siden hans død, men fornærmelserne var forblevet i hendes hus. Hun syntes, det var pinligt, at Mesteren skulle se dette, men hun forstod, at han gjorde det med glæde. Der kom ikke en lyd fra kontoret, stilheden var trykkende. Til slut blev nysgerrigheden for stor, så Jenny kiggede ind gennem den smalle dørsprække. Hun så Mesteren sad på knæ foran den kontorstol, faderen sad i. Tænk at han knælede foran hendes ynkelige far. Hjertet krympede sig af skam, da hun hørte faderens anklager: Det var ikke min fejl, og de bad mig aldrig om undskyldning. De skulle have været taknemmelige for alt det, jeg gjorde for dem, men de sagde aldrig tak til mig.
Til sin store forundring så hun, at Mesteren åbnede armene og favnede den bitre, gamle mand. I mødet med Mesteren var det som om luften gik ud af ham, og han begyndte at græde. Han, som altid havde foragtet gråd. Svaghed, havde han kaldt det, når Jenny ikke klarede at skjule sine tårer. Nu mærkede hun, hvordan tårerne løb ned over hendes egne kinder. Hun fornemmede at det var faderens tårer, der løb ned over hendes kind. Mens hun stod udenfor faderens kontordør, forstod hun, at byrden af bitterhed som tyngede hende, egentlig var hans. Hun havde overtaget den. Da hun forstod, at det ikke var hendes, orkede hun ikke at bære den mere. Udmattet gik hun ind til Mesteren med den. Han tog imod, og hun lagde mærke til, at han havde en bred og stærk ryg med plads til at bære tunge byrder.
Længe kom han bare sent om aftenen, lige før sengetid. Det var tid til at rydde de mørke kælderrum. Mesteren sagde, at han ville arbejde, mens Jenny sov. Søvnen var urolig disse nætter, og natkjolen var våd af sved, når morgenen kom.
En morgen vågnede hun ved at hans hånd rørte ved hendes kind. Han bad hende om at komme med. Et stort rum i kælderen var klar til at blive ryddet færdigt. Da de nærmede sig døren, blev det vanskeligt at få vejret og hun frøs som på en vinterdag. Denne gang gik Mesteren ikke ind. Han blev stående sammen med hende udenfor kælderrummet. Han forsikrede hende om, at det var trygt at gå ind. Med hendes hånd i sin, gik han først ind. Fra taget så hun moderens sorger og bekymringer hænge som spindelvæv. Moderen sad i lænestolen, ung og tydeligt gravid. Jenny så på sin gravide mor. Hun skønnede at barnet, som var skjult i moderens mave, var hende selv, Jenny. Mens hun betragtede moderen, forstod hun også, at tanken om at sætte et barn i verden, havde skræmt moderen ind i sorg og tomhed. Skyldfølelse fyldte Jenny, mens Mesteren sang for moderen. Sangen var forunderlig smuk og hun genkendte den fra barndommens mørke.
Vær ikke bange, for jeg er med dig. Se dig ikke rådvild omkring, for jeg er din Gud! Jeg gør dig stærk og hjælper dig, ja holder dig oppe med min frelserhånd. Es 41.10. Mens han sang, så hun moderens hænder lægge sig forsigtigt rundt om den store mave. Derefter så han på Jenny, hun stod i døråbningen og klamrede sig fortvivlet til dørkarmen. Mesteren lagde forsigtigt armene rundt om hende og ordene var som salve.
”Jeg tog imod dig med glæde og englene jublede da de så at du havde klaret rejsen ud i livet. Jeg vil lære dig og vise dig den vej, du skal gå. Jeg lader mit øje hvile på dig og vil gi dig råd”. Sl 32,8. Ordene gav trøst. Mesterens ord kunne hun stole på.
Da Mesteren havde ryddet alle rummene, tog de en sidste runde i huset. Det var en vandring fuld af undere. Efter at faderens lager af bitterhed og fornærmelser var fjernet fra kontoret, fandt hun skatte i de mørke kroge. Jenny opdagede til sin store forundring både fotoalbum og dagbøger, hun aldrig havde set før. I dagbøgerne stod der historier om hende og kærlige betragtninger om en fars øjesten. Klasseværelset var også forandret. Efter at Mesteren havde fjernet rædsel og hån fra det, opdagede hun gamle skolebøger, poesibøger og lege. Der lå tennisboldene, sjippetove og andet. På væggen hang billeder af de gode venner og venlige lærere, hun faktisk også havde haft. Hun havde fundet uventet rigdom på hemmelige steder.
Kælderrummet var virkelig forandret. Nu da moderens kvælende bekymringer og angst for livet var renset bort, fandt Jenny et skab fyldt af gode historier. Her var spændende slægtshistorie, farverige fortællinger om mennesker, hun både kunne forstå og kunne lide. I dette rum fandt Jenny sammenhæng mellem slægtens historie og sit eget liv, måske også sin egen fremtid?
Efter at alle rummene var ryddet og velsignet, sad Mesteren og Jenny ved det lille køkkenbord. Mellem dem lå et billede af Jenny som barn, smilende mellem mor og far. Hun havde fundet det på faderens kontor. Måske var det indbildning, men hun syntes hun så Mesteren på billedet, tæt ved siden af hende selv. Hun så spørgende op på ham. Mesteren smilede og sagde, det var rigtigt, han havde altid været hos hende. Smilet hun gav Mesteren var strålende. Han frydede sig over at få så stor løn.
Når menneskers grænser krænkes, kan det føre til alt, lige fra irritation til livstruende skræk. Formålet med dette kapitel i bogen er at fortælle, hvordan Gud kan genoprette grænser, som er skadet, det bliver også ofte kaldt indre helbredelse.
”Tænk om Jesus kom til mig”, sagde Jenny. Nogen opgiver håbet om besøg pgra alt rodet i deres liv. Måske tror de på løgnen om, at Jesus kun vil være sammen med dem, som er ”vellykkede”. Heldigvis blev Jennys behov for at få hjælp større end frygten for at blive afsløret. Hvor er det frigørende at opdage, at Jesus ønsker at møde os, lige der hvor vi befinder os, uden fordømmelse. Fordi Jesus behandler vore rum med respekt og ærbødighed, behøver vi ikke at vente til huset er ryddet og livet er i orden, inden vi inviterer Mesteren ind.
Jenny oplevede at Jesus åbnede og ryddede fortidens rum for hende. Sådan blev hun helbredt i sit indre. I historien kom Jesus personligt. I virkeligheden bruger han ofte mennesker i den tjeneste.
Forbøn kan være en vigtig vej til indre helbredelse. Den, som beder for andre, befinder sig på hellig grund og må vogte sig for at træde ind over den andens grænse.
Fortidens krænkelser binder mennesker. Som i Jennys tilfælde, kan vi ha rum fra nær eller fjern fortid, inden i os. I disse rum ligger de gamle hændelser lagret. Når Jesus giver os nøglerne til sådanne aflåste rum, kan vi få den tabte frihed tilbage. I historien om Jenny, gik det ganske hurtigt, men i virkelighedens verden kan det tage lang tid at blive helbredt fra sjælens sår. Indre helbredelse er oftest en proces, men på den vandring kommer der sådanne eventyrlige tidspunkter, hvor rum er ryddet, og hvor døren kan lukkes.
Hvorfor lukkes dørene?
Mange har heldigvis gode og åbne døre til barndommens mange rum og lyset skinner ind i dem. Andre genkender lukkede og skræmmende rum. Den væg, vi bygger rundt om vores hjerte for at beskytte vores egen sårbarhed, kan en dag blive vores egen fængselsmur. Muren vi rejste for at hindre det derude i at komme ind, lukkede i stedet for krænkelsen inde.
Når Jesus bliver inviteret ind, taler han sandt om smerten derinde, aldrig dømmende eller nedladende. Vi har en mester, som respekterer vore grænser. Han kender alt, men trænger sig ikke på. Han, som er vejen, sandheden og livet, stiller sig op ved døren og banker.
Måden vi blev mødt på som børn, præger os som voksne. Vi mærker det bl.a. på evnen, vi har til at give eller tage imod trøst. Hvis man har oplevet svigt eller krænkelse, kommer utrygheden snigende, og hvis vi skal finde trygheden igen, trænger både børn og voksne til trøst og forståelse. Det kommer ikke an på, om vi er skyld i smerten eller ej. Heller ikke om det er en 20 år gammel smerte, eller den er ny.
Skal man trøste en, der selv har været skyld i sin ulykke? Eks. Min fætter kørte sin søn ihjel. Havde han brug for mindre trøst end sin kone? ….. Det gælder også i andre situationer, selv om man selv har skylden eller en del af skylden for en svær situation, man er landet i, har man brug for trøst og støtte. Ellers svarer det til den besked, nogen fik som barn: Sådan går det, når du ikke hører efter.
Som årene går, skal der bruges flere og flere kræfter på at holde de gamle døre lukkede. Bare tanken om at nærme sig en af dørene, kan få en til at gå i panik. Der skal tryghed til og måske hjælp fra psykiatrien som en del af hjælpen fra Mesteren. Nogen vil måske spørge, om det er gavnligt at grave i alt det gamle. Ikke for enhver pris. Rammerne skal være trygge, og tiden skal være moden. Hvis det fra fortiden fylder mer og mer, er det ved at være tid til at åbne dørene. Når alle kræfter bruges på at holde dørene lukkede, er tiden kommet til at gøre som Jenny, invitere Mesteren ind.
Ingen må tro, at det er let, og det bare gælder om at bede. Der er brug for nogen, der virkelig ved, hvad der er tale om. Måske skal der fagfolk til. Under alle omstændigheder må hjælperen ligne Jesus: hans natur er ikke dømmende, men fuld af respekt.
Når Jesus trøster et gammelt minde, mister det sin kraft mere og mere. Lyset vinder over mørket. Bøn kan være meget tryggere end vore tilfældige råd og synsvinkler. Ingen operation er smertefri, heller ikke den sjælelige. Smerten vi blev påført, gjorde ondt da den ramte os. Når den skal ud, vil den samme smerte komme, men denne gang må den slippe sit tag.
Når Mesteren hjælper og trøster mig, er det ikke fordi han tager parti for mig og imod dem, som svigtede, men fordi han ser mennesker i nød, han ser det store billede og er større end våre konflikter.
Esajas 57,15: Så siger han, som er højt ophøjet, som troner evigt og hedder Den Hellige: i det høje og hellige bor jeg og hos den, som er knust og nedbøjet i ånden. Jeg vil vække de nedbøjedes ånd til live og gøre de knustes hjerter levende.
Da Jesus på korset udsatte sig for dødskræfterne, blev de omdannet til opstandelseskraft. Derfor kan Gud gøre knuste hjerter hele og levende. Sikke et bytte, sikke en sejr!
Mange kan have brug for at tilgive. Tilgivelse er ikke at godtage krænkelse eller overgreb. Tilgivelse er en frivillig gave og kan ikke kræves. Men man behøver ikke at opsøge den, der har krænket en for at tilgive.
Livs store traume kom i forbindelse med en voldsom konflikt ved hendes mands arbejde som præst. Der blev begået megen uret imod dem, og alle disse oplevelser dukkede op både i tanker og drømme, og bitterheden begyndte at slå rod. Andre mennesker oplevede hende også både bitter og negativ, og det ville hun ikke have.
Så oplevede hun, engang hun var i England, at en person, som ikke kendte noget til hende, fik 3 profetiske ord fra Gud til hende: tilgiv, tilgiv, tilgiv.
Men der var lang vej igen for hende. Hun tænkte længe over, hvorfor han havde sagt tilgiv 3 gange. Men hun fandt ud af, at tilgivelsesprocessen ofte består af 3 stadier.
Valget, ønsket om at tilgive. Viljesbeslutningen.
De indre forhandlinger, samtalen inden i sig selv, som ender med tilgivelse.
Behandling af sorgen, den følelsesmæssige proces.
For Liv tog disse 2 punkter 1 år. Hun havde ugentlige terapitimer og gik jævnligt til forbøn. Den smertefulde og bitre historie havde ramt hendes identitet, hun følte sig værdiløs i mødet med Gud og andre mennesker. Nogle gange løb selvmedlidenhedens tårer over hendes kinder og andre gange kogte hendes sind. ”Min evne til at tilgive var skrøbelig”, skriver hun.
Paulus siger i Hebr. 12,15: ”Se til at der ikke er nogen, der lader Guds nåde gå fra sig. Lad ingen bitter rod vokse op og volde skade, så mange bliver smittet af den”. En sådan bitter rod smitter både familie og venner, og ”Jeg var en aktiv smittebærer”. Liv blev ved med at gentage, at ”de burde have vidst bedre”, altså dem, der havde gjort hende og hendes mand uret. Hun var i tilgivelsens 2. fase, den indre samtale, for og imod. ”De burde have vidst bedre”.
Så viste Gud hende et billede: hun så en losseplads, det meste var ødelagt, farveløst begravet under slam. Sorgen voksede medens hun forstod, at det hun så, var elendigheden fra den konflikt, de havde oplevet. Alt havde hun gransket – igen og igen. Nu fik hun kvalme ved synet. Så hørte hun en lyd, og så op mod himmelen. Der kom et stort hvidt lærred ned og dækkede hele lossepladsen. Borte var alt slam og affald. Hun drejede sig rundt. Foran sig så hun det smukkeste landskab med forårssol over skov, bakker og vand.
Synet fik hende til at ånde dybt og frit. I det øjeblik forstod hun, at tilgivelse ville give hende den tabte frihed tilbage. Båndene til den smertefulde historie var klar til at blive klippet over. ”Jeg var klar til at stille mig ved siden af Jesu kors og selv tilgive dem”.
Søndagen efter tog hun en lang liste med navne på dem, der havde såret hende. Hun gik til forbøn. Forbederen fandt tændstikker og en skål med vand frem. ”Da navnene brændte op, tilgav jeg dem og frasagde mig retten til at anklage dem mere. Den samme nåde, som jeg selv stadigvæk får ufortjent af Jesus, den gav jeg dem. Efter at jeg tilgav, har jeg ikke længere oplevet mig bundet eller fanget af historien.”
Det 3. skridt, behandling af sorgen, foregår stadig. Jeg bliver stadig såret, men ikke af de samme. De mennesker, der stod på listen, er ikke blevet Livs venner, men hun kan møde dem, uden at føle angst eller miste sin nattesøvn. Arbejdet med tilgivelsen tog lang tid, men sikke en investering! Hun var fri til at gå væk fra dem, hun havde fokuseret på dag og nat. De blev også sat fri fra hende. Enten vi skal be om tilgivelse eller tilgive, lader han ord og handling være vort valg, ikke andres krav. Når vi vælge tilgivelse kan det tage lang tid, før den virkelig lander i hjertet. Men båndet er alligevel brudt.
Nogen har behov for at tilgive sig selv. Enten vi skal tilgive os selv eller andre, starter processen med at invitere Jesus ind i smerten. Den, der anklager sig selv, må blive sat fri fra sin egen anklage. Den, der er blevet tilgivet af Jesus, må give denne gave til sig selv.
1.Johs.1,9: Dersom vi bekender vore synder, er Han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.
FORBØN
Vejen frem mod helbredelse for indre sår begynder for mange med at gå til forbøn, det er godt at gå til forbøn jævnligt. Der kan vi bære hinandens små og store byrder frem for Ham, som har en bred ryg at bære dem på.
Det er så godt at blive set, hørt og trøstet, når man ikke er i stand til at se andet end smerten i livet. Forbøn er ikke terapi, men den kan godt komme til at virke terapeutisk, den er heller ikke en genvej, men en vandring med Gud og hans venner, og den kan være både smertefuld og fredfuld. Det vigtige er ikke, hvad vi siger, når vi beder, men at vi inviterer den levende Gud ind i vores situation. Når vi beder for hinanden, er vi vidner til, at den almægtige Gud møder mennesker i nød, det ved vi, fordi der står, at den, der beder får…Det er et privilegium at kunne formidle Guds nådige tilgivelse og fred.
|
