|
Opdateret 8. sept 2010
Mød Lis M. Frederiksen.
KD 3. september 2010
NY SENIORBREVKASSE:
Lis M. Frederiksen, tidligere studievært på TV-Avisen og kongehusets første informationschef, er bestyrer af Kristeligt Dagblads nye seniorlivsbrevkasse "Spørg Lis M."
Lis M. Frederiksens børn er vænnet til, at hun taler med dem om, hvad der skal ske, når hun dør.
"Jeg siger 'når jeg dør' og ikke, som nogle gør, 'hvis jeg dør'. Jeg har talt med dem om, at de skal sørge for, at børnebørnene får nogle gode ting, og jeg har også skrevet noget ned. For mig er det naturligt at snakke om det nu. Jeg er klar i hovedet, ved, hvad jeg vil, og kan uddybe det," siger Lis Merete - i daglig tale M. - Frederiksen.
Den 67-årige tidligere chef for TV-Avisen, ministerråd ved den danske ambassade i Washington og informationschef for kongehuset har et realistisk syn på sin egen alder og de glæder og udfordringer, det giver.
Det glæder hun sig til at dele med Kristeligt Dagblads læsere som bestyrer af den nye brevkasse "Spørg Lis M.", der får plads på avisens ligeledes nye ugentlige side Senorliv, der har premiere tirsdag den 7. september.
"Jeg er til fals for det, jeg finder væsentligt og udfordrende for mig selv. Jeg har altid haft det sådan. Så selvom jeg er 67 år, må jeg konstatere, at jeg stadig søger udfordringer og sagde ja, da jeg blev spurgt, om jeg ville være brevkassebestyrer i Kristeligt Dagblad," siger hun.
|
Seniorliv-siden vil i artikler tage udgangspunkt i de mange forskellige aspekter af tilværelsen, der er aktuelle for den modne del af befolkningen. Og brevkassen, som allerede nu gerne modtager spørgsmål, vil tage sig af seniorlivets praktiske udfordringer og være handlingsanvisende i forhold til spørgsmål og problemer, der relaterer til livet som ældre.
"Hvad er det, man støder på, når man kommer i den tredje alder? Det ser jeg frem til at drøfte med Kristeligt Dagblads læsere. Jeg har tænkt mig at bruge mine egne erfaringer med at få den alder, jeg har. Det stiller nogle krav om at give mere af mig selv, og det har jeg også lyst til. Når man har levet et relativt langt liv, får man samlet nogle erfaringer sammen. Man kender sine styrker og svagheder, og den selverkendelse giver meget ro," siger Lis M. Frederiksen.
Et sæt stave til stavgang og et par blomstrede gummistøvler står uden for døren til lejligheden i Duebrødre Kloster, en stiftelse, hvor kun over 50-årige kan blive beboere. Høstanemoner, sankthansurt og hosta blomstrer i den fælles gårdhave. Og bag nabohustagene knejser Roskilde Domkirke, hvor Lis M. Frederiksen har sin daglige gang som formand for domsognets menighedsråd.
Her flyttede hun og hendes mand, tidligere udenrigsredaktør og udlandskorrespondent ved Politiken Erik Ettrup, til for nogle år siden efter at have boet i Washington og på Frederiksberg i København. Han er ikke hjemme, men "på landet" i parrets fritidshus i Langebæk på Sydsjælland for at slå græs og spille golf. Selv tager hun imod med kaffe, italienske småkager og mandler mellem to møder i forbindelse med menighedsrådsarbejdet.
Hun er født og vokset op i Roskilde og er nu vendt tilbage til barndomsbyen.
"Jeg har altid syntes godt om Roskilde. Det er en provinsby med rigt kulturliv, grønne områder og gode forbindelser til København. Jeg har også venner og familie her. At tage stilling til, hvor man skal bo, er også et aspekt af at blive ældre. Når man når en vis alder, skal man lige tænke 20 år frem. Hvad når du når dertil, hvor du ikke kan køre bil mere eller ikke går så godt mere? Det skal man tænke over og agere på. Sådan noget vil jeg også gerne have med i brevkassen," siger Lis M. Frederiksen og fortsætter med flere eksempler på emner, der kan være relevante for seniorbrevkassen:
"Der er nogle, der opgiver at prøve noget nyt. For eksempel at blive god til at bruge pc, hvis ikke de har været vant til det i deres arbejde. Eller slå sig til tåls med, at man vejer 15-20 kilo for meget og har ondt i knæene og ikke kan cykle mere. Jeg vil gerne give folk inspiration til at gøre noget ved det og få større selvtilfredshed og glæde i hverdagen. At bruge pc behøver ikke være avanceret. Jeg har selv lært det uden at være nørdet, fordi jeg var heldig at have et arbejde, hvor jeg var tvunget til det. Men jeg fik et digitalkamera for nogle år siden, og det har taget lang tid at finde ud af at få billederne lagt ind på computer. En sød nabo har hjulpet mig, og det er såre simpelt. Man kan også få børnebørnene til at hjælpe sig. Jeg har selv udvekslet erfaringer med mit barnebarn Laura på 13 år. Det er med til, at man kan tale samme sprog som ens børnebørn, næsten, og hvem vil ikke det?"
|
"Der kan også være praktiske udfordringer med at turde at tale om ting, der er svære, for eksempel arv, og hvad der skal ske, når man dør. Jeg synes, at det er helt i orden at fortælle, at man har ondt i hoften og måske skal opereres, og at man har svært ved at komme op fra sin siddeplads på græsplænen og har brug for en hånd."
"Jeg er ikke 30 og 40 år mere, og man må tage alder for, hvad det er. Men man kan sørge for at holde sig i form - både hovedet og kroppen skal holdes i gang."
Lis M. Frederiksen ligner ikke en på 67 år. En kliché, der efterhånden ikke giver mening, fordi folk i 60+-alderen i dag generelt er mindre udslidte og i bedre form end tidligere generationer. Men hun lader nu heller ikke stå til.
"Jeg får motion af en eller anden art hver dag. Jeg går ture, cykler, dyrker yoga, og nogle gange svømmer jeg. For nylig deltog jeg i cykelløbet Tøserunden på 113 kilometer på Stevns. Jeg blev nummer 1679 ud af 5406 deltagere og fik et diplom. Det var sjovt at prøve, og det kan man sagtens, men man skal træne, og det gjorde jeg med tre andre iger. Jeg har cyklet Tøserunden for 18-19 år siden, og dengang skulle jeg også træne op til det."
"Jeg har også tabt mig ganske mange kilo ved hjælp af kostomlægning, hvor jeg har vænnet mig til at spise anderledes og mindre. Jeg kunne ikke holde ud at se på mig selv slet og ret. Jeg vejede for meget efter en meget stresset hverdag i mange år, hvor der ikke var overskud til at gøre noget ved det. At tabe mig blev et projekt, efter at jeg holdt op med at arbejde. Pludselig en dag vidste jeg, at nu skulle det være. Og jeg har fået det meget bedre på alle måder med ny energi og mentalt overskud."
Lis M. Frederiksen blev i 2004 bedt af kongehuset om at tage sig af kontakten til medierne i forbindelse med kronprinsparrets bryllup. "En enorm professionel udfordring, jeg ikke kunne sige nej til," siger hun. Stillingen var på forhånd tænkt som midlertidig. Men kort før brylluppet blev hun spurgt, om hun ville blive, og det førte til, at hun blev den første informationschef ved hoffet i det danske kongehus? historie.
"Den største logistiske opgave var brylluppet. Andre opgaver, som var krævende, var skilsmissen mellem prins Joachim og daværende prinsesse Alexandra, børnefødsler, barnedåb og statsbesøg. Jobbet handlede også om at få stillingen som informationschef indplaceret i organisationen. Stillingen var ny, og det skulle være rigtigt. Det var enormt givende og interessant, og så var det rigtig meget arbejde hele tiden."
Lis M. Frederiksen forlod efter eget ønske jobbet i 2008 og gik på pension.
"Det var en meget svær beslutning at holde op med at arbejde. I det her samfund er vi på godt og ondt meget optaget af, hvad vi beskæftiger os med, og i anden række kommer: Hvem er du, hvad er du for et menneske?".
"Den identitet ved at være i gang og en del af arbejdsstyrken har betydet meget for min generation og min generations kvinder. Så for mig handlede det om identitet og selvfølelse. Men det viste sig hurtigt, at det ikke var spor svært. Man er jo stadig det samme menneske, og hvis man holder sig i gang fysisk og mentalt og følger med i samfundsudviklingen og kulturlivet, behøver man altså ikke at blive hægtet af, fordi man ikke længere går på arbejde hver dag."
Det første halve år efter sin fratrædelse gik Lis M. Frederiksen og "følte sig lidt for her og der". Så begyndte der at komme henvendelser om foredrag og undervisning. Og da hun blev opfordret til at stille op til menighedsrådsvalget i Roskilde Domsogn, sagde hun ja og endte med at få så mange personlige stemmer, at hun blev formand. Et frivilligt hverv, der var i tråd med hendes egen forankring i folkekirken.
"Det svarer næsten til et heldagsjob at være formand, men nu er domsognet også meget specielt. Jeg synes for det meste, at det er både spændende og interessant, og der er mange gode folk at samarbejde med. Det giver mig meget, og når jeg gør boet op, er jeg tilfreds, men det er ikke uproblematisk."
"Men helt afgørende synes jeg, at det er pragtfuldt efter i så mange år at have hængt i en klokkestreng at være herre over sin egen kalender og kunne sige ?ja tak, nej tak?. Vi er mange friske, rørige mennesker, der kan bidrage aktivt og være med til at udfylde alle de huller, som samfundet efterlader i forhold til svage mennesker," siger Lis M. Frederiksen.
Hun synes, at udtrykket "at ældes med ynde" er fint.
"Ynden består i at erkende sin alder, ikke at fornægte den, og så bruge sit livs erfaring. Det modsatte af hektisk jagen efter ungdom og udseende. Men derfor kan man jo godt være forfængelig og gøre noget ud af sig selv."
remar@k.dk |